Når man er ung, virker venskaber altid udødelige, samtidig med at man selv føler sig det. Det har altid undret mig, hvorfor det er sådan.
Da jeg tog kameraet op for at dokumentere begge dele, føltes det som om, at de allerede havde passeret mig.
Siden da, har jeg været i en uendelig søgen efter de øjeblikke, som føltes som en lun sommeraften på skaterrampen, da jeg var teenager.
Uden problemer, ansvar eller bekymringer for mig selv, eller mine venskaber.
Da jeg som teenager blev en del af skateboardmiljøet, blev jeg med det samme forelsket i alt, hvad det havde at tilbyde.
Jeg følte mig fra start, som en del af et fællesskab, hvor det var ligegyldigt, hvilke problemer man havde derhjemme.
Ingen dømte én.
Når vi havde fri fra skole, søgte vi tilflugt i gaderne i vores lille forstadsby. Vi var 14 år. Vi kunne være ude til langt ud på natten, flere dage i streg, for at finde nye steder at skate, ryge smøger i skjul, filme hinanden lave tricks eller bare sidde og se skatevideoer på en iPhone 7 under et halvtag, når det regnede.
Rodløsheden var det, som var allermest tiltrækkende for mig. Det var pisse kedeligt at sidde derhjemme, når mor og far ikke var hjemme alligevel, og når de endelig var, så var det bedst, hvis det kun var én af dem ad gangen, sådan så de ikke kunne skændes.
Skating var anderledes end alt andet. Det havde intet hjem. Ingen base. Ingen sur træner eller faste mødetider. Det gjorde os ikke noget, fordi vi havde hinanden.
Skateboarding – og mine venner som også skatede – gav mig alt det, som en ung forvirret teenager kunne bede om. Når vi hang ud, var det som at stikke hovedet under vand. Man trådte ind i en verden, hvor ord ikke var nødvendige. Støjen fra verden omkring os blev sorteret fra. Det eneste man kunne høre, var hjulene som fløj hen ad asfaltmosaikerne.
Det var: »Hey, hva’ så?« I stedet for: »Hvordan har du det?«
Passede mig fint.
Lugten af fadøl, timegammel sved og smøger fletter sammen med den lune aftenbrise. De samme venner som jeg spillede fodbold med i folkeskolen, er dem som nu sidder ved siden af mig. Forskellen er bare, at fodbolden er skiftet ud med mixerbakker, ristede smøger og andet udstyr til at sætte skub i vores aften.
Klokken er 23:48. Det er fredag. En fredag lige så forudsigelig som dengang jeg var 18. Aftenen er ikke rigtig startet endnu, men det gør den lige om lidt.
Der bliver tændt op i den første hashjoint, og jeg tager min tur på den. Tiden går langsommere nu. Samtalerne bliver længere, sjovere og mindre overfladiske.
Er det her, vores venskab når sit klimaks? Nej, men det er det, efter vi har delt 2 joints mere mellem os.
Jeg ved ikke, om jeg skal skamme mig over, at det er sådan, det hænger sammen.
På vej hjem til min kammerats sofa, omfavner jeg rusen på min cykel gennem Nørrebros gader. Den ultimative frihed. Jeg kigger over på min barndomsven, som kører parallet med mig på sin cykel.
I takt med, at jeg er blevet ældre, er det blevet tydeligt, hvor forskellige mine venner og jeg er blevet.
»Føler du nogle gange, at vi er vokset fra hinanden?« Spørger jeg Malte.
Malte og jeg har kendt hinanden siden folkeskolen. Jeg brugte nærmest mere tid med ham og et par andre venner, end jeg gjorde med min egen familie i mine teenageår.
Jeg kunne altid se på Malte, hvornår han havde en dårlig dag, ud fra den måde, han skatede på. Jeg var fortrolig med hans kropssprog og bevægelser på den absolut mest intime måde, uden overhovedet at vide, hvorfor hans dag egentlig var dårlig.
Et par år i hver sin by i tyverne har sat sine præg på vores venskab. Jeg kan ikke på samme måde læse ham. Jeg har aldrig ville være tættere med ham end nu. Hvorfor er jeg ikke på samme måde fortrolig med ham? Måske fordi jeg godt ved, det allerede lidt er for sent til det.
Jeg undrer mig ofte over, hvad det betyder at vokse fra hinanden. Måske er det bare sådan, ungdommen fungerer. Skateboarding kunne altid forene mig med mine venner, trods vi ikke havde set hinanden i lang tid. Det kan det ikke på samme måde længere.
Måske skulle vi have spurgt hvordan vi gik og havde det, i stedet for »Hva’ så man?«.
»Næ… Ikke sådan rigtig.« Svarer Malte.
Vi gik alle i de samme, store, slidte bukser, som vi købte i den lokale skateshop, da vi var yngre, men det stoppede på et tidspunkt. Samtidig med, at bukserne blev forskellige, blev vi også. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg opdagede, at bukserne, vi havde på, ikke var ens længere.
Jeg lagde heller ikke mærke til hvornår, vi ikke var ens længere.
Det gør jeg nu.
Venskaber er en af de ting, som vi altid regner med, er der til at gribe os. Samtidig går de videre i livet, ligesom vi selv gør.
Er det mon derfor, vi altid taler om dengang i stedet for nu? Jeg er taknemmelig for det, som mine venskaber har givet mig. De har formet mig. De er en del af mig. Måske er det derfor, det er så svært, at sige farvel til de store, slidte bukser.
Ligesom de spor, vi har sat i asfalten, er de mærker, som ungdommen og venskaberne har efterladt i mig, uigenkaldelig.
Trods livets forandringer, som konstant truer med at trække mig længere væk fra mine venskaber, så vil skateboarding altid være mit tilflugtssted.
Uanset hvad, når jeg hører lyden af et skateboard, som kommer rullende ned ad gaden, vender jeg mig altid om.
